Interview om udstillingen skrevet af 
Karen Lisa Salamon, etnograf, skribent og phd.
 

ET ØJEBLIKSBILLEDE MED DISSONANS OG SPRÆKKER 
 

Denne udstilling er mit øjebliksbillede af lige nu. Den er også en undersøgelse af overgange og sprækker. Mine malerier skaber på skuldrene af noget, som har været, og de undersøger det, der sker lige nu. Billedsproget bygger videre på det eksisterende, men skaber samtidig nye rum og muligheder.

Det jeg undersøger lige her og nu er dissonansen og sprækkerne. Hvad sker der, når man bryder det kontrollerede og rene? Jeg tror, at sprækkerne netop i kraft af deres brud og kaotiske former åbner for indsigt i fladens dybder og egentlige karakter.

For mig er det interessante altså ikke fladen i sig selv, men dér hvor fladen ophører: Med bruddet sker der noget andet, som man skal tillade sig bare at lade være, eller måske give sig hen til: Når jeg mærker en mislyd, kan jeg samtidig bedre høre alle de andre lydklange. Når jeg mærker en sten i skoen, giver den en ny følsomhed for både skoens form og fodens smertetærskel. Når jeg oplever pauser og brud, får jeg nyt blik for selve kontinuiteten og fladen, som de forstyrrer. Med roen bliver bevægelsen tydeligere; og med bevægelsen forstår jeg roen.

Brud tydeliggør hvad indholdet var, før der blev brudt. Opbrud åbner for forståelsen af nuancerne.

 

PERFEKTIONENS SPRÆKKER

Drømmen om perfektion medfører en angst for at miste, og angsten sætter en sprække i perfektionen. Selv den smukke form; den rene cirkel; den klare farve og det gode liv indeholder kimen til sprækker og brud. Gemt i skønhed og blanke flader findes fremtidens forfald og frygten for uperfektionens og tabets sprækker.

Når man falder eller træder ned i sprækkens mørke, er det gamle rum og ståsted væk. Først er man blind for, at man faktisk befinder sig et nyt sted. Men sprækken har jo skabt et nyt rum og en ny form, som man kan være i og arbejde med. Det nemme er at prøve at lappe og fikse de rene flade. Jeg stræber hen imod at turde opsøge, og være i sprækkerne, og hele tiden kunne erkende at de findes. Det nemme er at prøve at lappe og fikse de rene flader og kendte ting. Men fejl, sprækker, brud, grimhed og dårligdom findes jo.

Denne udstilling handler om at turde lede efter sprækkerne, både hos sig selv; andre mennesker og ting. Når jeg i min kunst, lader sprækkerne ske og måske ætser noget væk, så sker der noget, som jeg ikke kan kontrollere. Jeg lader kontrollen opløse sig og billedet får et eget liv, som jeg ikke kunne give det med vilje. Jeg er optaget af forfaldet; det grimme; usikre, forkerte, skæve og fejlbarlige. Kontroltabet åbner sprækker ind til noget, man ikke ved hvor ender, men som man kan give sig hen til og undersøge kunstnerisk.

Boblerne, som jeg arbejder med i mange billeder, er den perfekte form: En cirkel. Men helheden er jo reelt stykket sammen af mindre dele. Når noget bare lukker sig om sig selv bliver det uinteressant. Så jeg lader boblerne møde hinanden og andre elementer, så de kan bryde lukketheden om sig selv. De har struktur eller sprækker i materialet.

Når jeg maler, udtrykker jeg som udgangspunkt min egen kunstneriske stemme. Men den kan have forskellig klang. Hvert billede har sin egen vibration og klang, og hele billedet bliver skabt ligesom en montage, der bliver sammensat på en bestemt måde af elementer og kontraster – forbundet på tværs af sprækker og sømme. Ligesom med film, der fortælles forskelligt ved at klippes sammen på mange måder, opstår der også nye historier med ophængningen af billeder til en udstilling. I denne udstilling har jeg skabt min øjebliksfortælling, der krydser og samler indholdet i hvert billede på tværs af sprækkerne mellem dem. Dermed opstår det nye i mødet mellem historien og det åbne øjeblik, selvom hvert billede allerede har fundet sin form.

Flere stemmer og afstande mellem elementer giver reelle sprækker. De rene figurer og billeder har altid deres sprækker og uperfektionen findes i perfektionen.

NEDBRUD OG NY DYNAMIK

I denne udstilling har jeg arbejdet med det grundlæggende forhold, at ting skal sprække eller nedbrydes for at noget nyt kan komme til. Når sprækkerne i materialet opstår bliver det tydeligt, hvad der definerede den lækre forms færdighed. Når man mister kontrollen over noget og ser formen opløses i elementer, så opdager man det på ny. Fladens eller formens lækkerhed var måske netop i virkeligheden blot selve drømmen om det lækre. Hvis man sidder så hårdt på drømmen, at man ikke tør eksperimentere eller flytte sig, så gentager man sig af frygt. Men man bliver nødt til at sætte sig selv og formerne i spil hele tiden, for at skabe dynamik.

Når jeg arbejder med ætsningen som ukontrollabelt element, og med skabelonerne eller form-klichéerne som tekstilkunstnerens mere kontrollable elementer, så arbejder jeg både med den faste, kendte form, der kan gentages, og med en åben usikkerhed. I mødet mellem de ting sker der noget – og der opstår afstande, sprækker og nye former - som jeg finder mig selv i.